Berlin marathon 2018

      

Berlin marathon blev min 7. og indtil videre absolut bedste marathonoplevelse.  Havde været så heldig at få startnummer og ophold af min mand til min 45 års fødselsdag og havde derfor glædet mig som et lille barn til at kombinere en skøn ferie med mand og voksne børn med et marathon, hvor jeg havde de 3 som heppere <3

Vi ankom til Berlin fredag eftermiddag og fandt nemt hen til hotellet, som lå ret centralt på Kurfürstendamm. – Her havde jeg så fået den fantastiske ide at vi skulle på expo og hente startnummer inden alle andre kom…..  – De var der så allerede kan jeg fortælle!!! – Men vi fik klaret det vi skulle med starnummer, indkassering af gratis merchandise og indkøb af en løbejakke, og så var det ligesom rigtig virkeligt 🙂 – Resten af fredagen gik med at gense steder i Berlin og spise lækker pizza.

Lørdag gik med hygge, sightseeing og shopping med familien alt imens jeg prøvede at tanke væske og kulhydrater på systemet, så jeg var klar til søndagens tur.  – Hotellet hjalp dog lidt til ved at servere risengrød til morgenmad, hvilket bestemt kan anbefales. Carboloading blev fuldendt med lækker pasta på den hyggeligste italienske restaurant.

Pasta med steak og champignonsauce

Søndag morgen startede meget tidligt, da jeg skulle med bus til start allerede kl 7.15. Hård kost for et udpræget B menneske, men vil man løbe marathon er det vilkårene. – Fik ordnet alle mine små ritualer, og så var det afsted!

Allerede ved ankomst til startområdet føltes det hele fantastisk. – Sikke en stemning! Over 40.000 løbere stod klar til start, men med tysk præcision og logistik klapper det hele og luften summede af glæde, nervøsitet og forventning. – Normalt synes jeg tiden i startboksen er hæslig, men ikke denne gang. Måske det skyldtes, at man frit kunne forlade boksen og besøge de opstillede toiletter helt til starten gik.

Men afsted kom jeg ca kl 9.50, og det var en fantastisk oplevelse at løbe op og runde sejrssøjlen og videre ud i den by, som jeg altid har holdt meget af. Stemningen hele vejen var unik, og jeg sugede alle indtryk til mig og kroppen føltes fuld af overskud.

Ved 13 km stod min dejlige familie og heppede, og det var virkelig vidunderligt <3 – De stod også 2 andre steder senere på ruten, hvor jeg desværre ikke så dem, men jeg vidste de var der, og det varmer <3

Jeg fandt under det meste af turen et godt flow, og havde derfor overskud til bare at nyde løbet, mens benene arbejdede, og det blev klart for mig, at jeg nok ville nå mit mål denne gang 🙂 – Først ved 35 km gik tiden lidt ned, da min manglende styrketræning af hofter og baller hævnede sig lidt. – Men så ved jeg jo, hvad jeg skal fokusere på til næste gang…. Uanset, så fik jeg benene til at fortsætte, og jeg må erkende, at jeg blev noget rørt, da jeg løb gennem Brandenburger Tor og så målstregen forude. – Det var en kæmpe oplevelse!

Tidsmæssigt endte jeg på 3.58.33 og godt med overskud, så er bestemt også tilfreds med den del.

Absolut ikke sidste gang jeg skal besøge Berlin Marathon.

     

 

 

 

Løbegear

 

 


Det er ingen hemmelighed, at jeg, ligesom alle andre løbere ELSKER godt gear, og i perioder bruger “lidt” mange penge på min sport til både gear og startnumre 🙂

Det er heller ingen big secret, at jeg har 3 favoritmærker, som udgør stortest alt det tøj, jeg bruger til løb, nemlig CEP, FUSION og KARI TRAA. – Af den simple grund, at de 3 mærker altid leverer det jeg vil ha´ – Har forsøgt med andet spræl og spas, men det dur ikke til mig! – Og ift. løbeskoene , så har Mizuno Wave Sayonara nu båret mig på fineste vis gennem over 7000 km, så det ser jeg heller ingen grund til at ændre på….

Nu kunne den opmærksomme læser selvfølgelig tænke, om jeg så også er lige så firkantet og konservativ ift., hvor jeg køber mit tøj, og til det er svaret JA. – Jeg vil have god service, vejledning og det udvalg jeg ønsker, og det får jeg hos mine to yndlingssportstøjspushere  CEP Danmark og Mimoto i Hjørring.

Blomsterne, som altid er med til mine løb, henter jeg hjem fra USA, men det kan du læse om i et tidligere indlæg.

Egentlig bruger jeg ikke denne side til at anbefale produkter – Den er til løbeoplevelser, og sådan skal det primært blive ved med at være. Men…Jeg har lige købt mig en ny T-shirt, som jeg tænker kunne have interesse også for jer læsere, der ikke løber.

Det drejer sig om den nye wingtech PRO shirt fra CEP. En T-shirt, som er holdningskorrigerende og dermed understøtter holdning og vejrtrækning, når du løber. – Og her er det så lige, at talepædagogen i mig blev begejstret 🙂 – Jeg må ofte bide mig selv i tungen for ikke at komme med gode råd, når jeg kan høre på medløbere, at deres vejrtrækning ligger alt for højt og aldrig når ned i maven, og jeg ser mange, der falder sammen i skulder og ryg undervejs. – Det sidste må jeg jo så erkende, at jeg også selv har tendens til sidst på de lange ture, og derfor måtte jeg have den nye wingtech PRO shirt 🙂

Men hvordan var den så?

Jeg kan bedst beskrive det ved at sammenligne det med at være blevet tapet op med kinesiotape hos en fysioterapeut. – Når du bevæger dig ud i en stilling, som ikke er god for dig, så fortæller tapen med et let tryk, at du skal bakke lidt tilbage. Det samme gør T-shirten! – Den strammer lige lidt til omkring ryg og skuldre, og minder dig hermed om, at du skal få rettet op! – Virkelig genialt efter min mening!

Materialet er let, og pasformen er god, og selvom den som alt kompressionstøj  skal sidde stramt, så føles det behageligt, og den glider ikke synderligt op. hvilket betyder, at den kan bruges både udenpå og indeni bukserne.

Da vi kun er 1 uge post marathon i Hamborg, måtte den kun komme med på en 11 km tur med mit skønne løbehold, men jeg glæder mig allerede til at stifte nærmere bekendtskab med den på mine to halvmarathon i næste uge 🙂

For husk! Tirsdag den 8.maj starter Landsbyløbene igen, og den 13. maj er der Løkken marathon på Danmarks smukkeste strand. Til begge løb kan der løbes forskellige distancer.

God weekend til alle 🙂

 

 

 

 

 

 

 

Going offroad og få mudrede sko.

STI 100 trail i Blokhus

Jeg har altid nægtet at løbe løb, som ikke foregik på asfalt eller meget jævne stier, da jeg hver gang jeg prøvede andet endte med skader!

En af mine gode løbevenner havde dog sagt til mig, at trail ville gøre mig stærkere mod skader, så han syntes, at jeg skulle lege lidt med det. – Stædige mig hørte, hvad han sagde, men mente, at det vidste jeg nok bedst 🙂 – og så fortsatte jeg med min elskede og velkendte asfalt 🙂

Til landsbyløbene i 2017 tog ruterne os dog med en hel del i skoven, og jeg fandt ud af, at det kunne jeg sagtens, hvis jeg bare tilpassede tempo til ruten. – Men der var stadig langt til et startnummer til trailløb….

Men… Hvad gør en sulten løber, når hun ikke kan finde andet end trailløb den 23.12, hvor hun absolut skal løbe et halvmarathon? – Ja, hun springer selvfølgelig ud i det og prøver kræfter med juletrail i Blokhus.

Det var den smukkeste tur i MTB sporet i Gateway Blokhus, men hold da op jeg var kommet på arbejde 🙂 – Aldrig har jeg løbet så langsomt med så høj puls  og brugt så mange kræfter på at navigere på en rute. Men igennem kom jeg (with a little help from my friends 🙂 ) og jeg var trods ømme muskler HOOKED. – Det her ville jeg lære!

STI 100 trail
Foto: Hanne Hyldgaard Nielsen

Min wing kunne desværre ikke komme med 23.12, og da hun altid har elsket at løbe i skoven, måtte vi jo afsted hurtigst muligt. – Derfor meldte vi os til STI 100 i Blokhus, som løb af stablen igår 20.1.2018.

Et af de dejlige nedløb til STI 100.
Foto: Hanne Hyldgaard Nielsen.

Og sikke en løbefest! – 250 glade løbere var mødt op til et perfekt arrangeret løb i skoven, hvor vi fik nogle gode bakker i benene.

Løbet var ikke nær så hårdt som min debut den 23.12.17, men det var sjovt!, og vi fik nydt den skønne natur.

STI 100 trail
Foto: Hanne Hyldgaard Nielsen

Jeg har stadig meget at lære teknisk ift trail, og jeg kigger fuld af beundring efter de seje, der mestrer teknikken fuldt ud og stormer gennem skoven, mens jeg lunter afsted i et meget langsomt tempo og øver mig i teknikken. – Men jeg skal nok få det lært!

Efter løbet fik vi pølsesæsonen skudt igang og er nu helt klar til landsbyløbene 🙂

Nordjyderne kan noget med løb…

 

GrimmE ulv (medaljen fra 2016) jagter Road Runner (medaljen fra 2017)

På mine mange ture rundt omkring i landet til løb, har jeg fået mange nye løbevenner. Det er en af de virkelig gode sidegevinster ved at deltage i løb, at man møder så mange dejlige mennesker. – Nogen hilser man bare på og udveksler korte updates med, og andre bliver til “rigtige” venner, som udvikler sig over tid.

Fælles for mine ikke nordjyske løbevenner er dog, at de alle misunder det fantastiske udbud af specielle løb, som vi har i Nordjylland. Løb, hvor det ikke nødvendigvis er en ny PR, der er højeste prioritet, men løb, hvor det sociale, naturen og den fælles glæde ved at løbe er i højsædet.

Da jeg igår endnu engang hørte fra en ikke nordjyde, at han syntes de nordjyske løb lød gode, og mødte en sød kvinde på turen, som var taget helt fra Odder for at deltage i et løb med kun 50 deltagere kom jeg til at tænke over, hvorfor vi er så heldige i Nordjylland? – Og jeg er kommet frem til den konklusion, at det skyldes nogle nordjyske ildsjæle, som gider at bruge deres fritid på at arrangere nogle fantastiske løbeoplevelser for os, der bare gerne vil løbe og samtidig møde nye dejlige bekendtskaber.

Jeg ved, at der er mange flere end dem jeg nævner her, men jeres løb har jeg tilgode… Indtil videre har jeg nydt godt af, at Rico fra Coast2Coast,Charlotte og Finn fra FCløb, Jesper Egholm fra Hjallerup og Jesper Berthelsen fra Gudumholm byder op til løb.

Sidste weekend var jeg til et af disse skønne løb. Charlotte holdt tøseløb, og knap 80 kvinder var derfor samlet til fest i Nørresundby, hvor vi, udover en halvmarathon med godt med højdemeter og 488 trappetrin, blev forkælet med tøsede medaljer, lodtrækningspræmier og lækker frokost med masser af hygge.

Den skønneste udsigt til Charlottes tøseløb

Denne weekend stod den så på Ricos jagtstart…

Et helt specielt løb, hvor man på forhånd estimerer sin sluttid. De langsomste bliver så sendt afsted først og uret begynder at tælle ned. Ideen er så, at de hurtige denne dag jagter de langsommere og alle kommer i mål næsten samtidig, hvorefter Ricos søde forældre forkæler os allesammen med Gløgg og æbleskiver.

Pikkerbakken overvundet og klar til hygge.

Jeg kendte godt ruten fra sidste år, og vidste derfor, at man skulle 2 gange op ad Pikkerbakken og dermed ialt løbe ca 10-11 km up hill… Da jeg har været halvsyg siden hjemkomst fra Las Vegas, var jeg godt klar over, at det på flere måder ville blive op ad bakke :-), men da GrimmE ulv ikke kunne stå alene måtte jeg jo afsted :-). Heldigvis fandt jeg en god strategi, nåede i mål inden uret gik i nul, og havde en dejlig dag blandt skønne løbetosser.

I uge 49 venter så hele 3 af disse skønne nordjyske løb, når Rico byder op til juleløb i både Frederikshavn og Hjørring, og Jesper Berthelsen afholder sit årlige julemarathon i Gudumholm. – Det bliver en hård uge, men jeg GLÆDER mig!

Tak til I skønne mennesker, som gider at arrangere de her helt fantastiske løb for os andre. – I er guld værd, og det er fedt, at Nordjylland kan noget helt særligt på dette område.

Fra Coast2Coast til Las Vegas t/r

Las Vegas skiltet
Følelsen i hoved og krop pga jetlag idag er ret sammenlignelig med den jeg havde, da jeg nytårsmorgen sad klar ved tasterne for at få billet til Coast2Coast 2017, men som tidligere nævnt, så havde jeg ikke lige forestillet mig, at Coast2Coast skulle føre til Las Vegas Marathon og halfmarathon, men det gjorde det!
CEP valgte billedet af min wing og jeg som vinder i deres store Las Vegas konkurrence, så den sidste lille uge har vi haft en løbefest af de helt store i Las Vegas.
Turen har været et eventyr….
Det var et par meget spændte kvinder, der den 9. november tog afsted mod Las Vegas, og vi må da også indrømme, at vi stortset ikke lukkede et øje på rejsen og derfor havde været vågne i 24 timer, da vi ramte Las Vegas lufthavn. Her blev vi hentet af Luke (CEO for CEP US) og Simone fra CEP, som skulle være vores hosts på turen. Dejlige mennesker, som med det samme fik os til at føle os godt tilpas og på den korte køretur fra lufthavn til hotel Mirage gav os en hurtig turistguide til Las Vegas. – Vinderne fra Tyskland og UK skulle først ankomme senere, så Hanne og jeg fik lidt tid til at se det berømte springvand på hotel Bellagio og suge byens lys og larm til os.
Springvand på Bellagio til lyden af “Lucy in the Sky with diamonds” – Meget passende for løbere, der praktiserer LSD (Long slow distance) løb 🙂

Kl 21 Las Vegas tid skulle vi så mødes med hele holdet til aftensmad i restaurant Starck på hotellet. Alle var godt trætte, men det var hyggeligt at mødes, og jeg fik den lækreste smørstegte laks. Der blev dog efter få timer opbrud med aftale om at mødes til morgenløb kl 6.30!

Morgenløb med hele vinderholdet og Simone fra CEP

Fredag startede altså med den skønneste morgenløbetur, og gruppen var hurtigt samlet og havde masser af sjov 🙂 Skønne skønne mennesker at være sammen med! Sprogligt var vi så de heldige, da vi forstod og kunne klare os på både engelsk og tysk. En stor fordel i den gruppe 🙂

Coast2Coast finisher trøjer blev luftet sammen med noget af tøjet fra CEP

Tilbage på hotellet havde jeg en lidt sjov oplevelse i elevatoren. En mand kiggede på min Coast2Coast trøje og spurgte med dyb respekt i stemmen, om jeg virkelig havde løbet fra kyst til kyst og hvorlænge jeg havde brugt på det 🙂 Tror han blev lidt skuffet, da jeg fortalte, at der kun var 50 km fra kyst til kyst i lille Danmark 🙂

Efter et hurtigt brusebad var vi på farten igen. Simone og Luke var igen vores værter og forkælede os først med et enormt morgenmåltid på The Egg Works

Scrambled egg med tomat, spinat og champignons. Enormt lækkert
Blåbær pandekager med bacon og spejlæg

Maden var utrolig lækker, men portionerne så enorme, at ingen følte sult før til aften igen 🙂

Da maverne var fyldte gik turen videre til Hoover Dam. En fantastisk oplevelse og helt specielt på 100 meter at kunne komme fra en tidszone i Nevada til en anden i Arizona.

Hoover Dam – Jeg mistede desværre min mands Go Pro på turen, så har kun få billeder fra denne del af rejsen.

Efter Hoover Dam gik turen til en Kaktuspark, hvor de havde julepyntet i bedste US style og en chokoladefabrik. – Og herefter var det expo tid!

Julepyntet kaktuspark
Expo for afhentning af startnumre og mulighed for shopping

Jeg indrømmer det blankt 🙂 Jeg ELSKER expo til store løb! Stemningen er en magisk blanding af forventning og nervøsitet, og det er fedt at få sit startnummer og sin T-shirt i hånden. – Så er det ligesom virkeligt :-). Da vi havde tilmeldt os 5 km løbet om lørdagen også, fik vi jo hele to racebag med startnumre og T-shirts! – Derudover brugte vi tiden på expo til at købe vores obligatoriske hoodie (En tradition vi har ved deltagelse i store løb) og lækre farverige kompressionsstrømper til de to andre blomsterpiger <3

Startnummer og T-shirt til halvmarathon

Efter expo var vi hjemme på hotellet igen med besked om at dresse os op til aftenens middag og lovning på overraskelser…

Det blev en helt særlig og magisk aften. CEP bød på middag i den meget eksklusive Eiffeltårnsrestaurant med yderst lækker mad og fantastisk service og gav os VIP armbånd til løbet og billetter til aftenens cocktaiparty for sponsorer. – Her ville vi også møde øverste CEO for CEP Matthias Schulz.

Beef Wellington på Eiffeltårnrestauranten.
Eiffeltårnsrestauranten i baggrunden

Cocktailpartyet var en sjov oplevelse. Fri bar, fed musik og dejlige mennesker. – Og det var rigtig hyggeligt at møde CEO Matthias, som var en skøn fyr!

Hele CEP holdet til cocktailparty

Lørdag var fridag, og da vi var så heldige, at vores mænd også var taget til Las Vegas, nød vi fridagen som turister sammen med dem inden vi skulle til 5 Km løbet lørdag aften.

5 km løbet foregik på en lidt kedelig rute, men det var sjovt at se alle de fine udklædninger, der blev løbet i. – Faktisk mødte vi 3 amerikanske blomsterpiger til stor glæde for alle 🙂 – Og medaljen var helt unik! Kæmpe stor og tung, som var den af rigtig guld 🙂

Og efter løbet, var der stor koncert med Goo Goo dolls

Hånd i hånd i mål til 5 km løb

 

5 km medalje

Søndag var der fritid indtil løbet om eftermiddagen/aftenen. Vi brugte tiden på masser af shopping i det nærliggende shoppingcenter og følte os lidt som Pretty woman 🙂

Senere mødtes vi så med de andre og tog samlet hen til startområdet. Pga VIP armbånd havde vi særligt gode forhold inden løbet og kunne nyde lidt snack eller en drink, hvis vi havde lyst til det.

Udsigt fra VIP terassen
Carsten nyder livet som VIP

Selve løbet var helt unik..

Vi havde aftalt at tage den med ro og bruge knap 2 timer på løbet, så vi fik det hele med! – Og det gjorde vi 🙂 Vi sugede det hele til os og nød solnedgangen ude ved Las Vegas skiltet og bagefter alt  lyset og larmen på The Strip og i Downtown Las Vegas. – Løbet var en stor fest, som varmt kan anbefales at prøve. – Har dog hørt fra de der løb marathon, at de ekstra 21.1 km, som de skulle på falmede noget i sammenligning med halvmarathonruten.

For hver startgruppe blev løbet skudt igang
Solnedgang ude ved Las Vegas skiltet
Lysene på The Strip
Det var en helt særlig oplevelse at løbe i USA. Det virker somom tiden kun er vigtig for ganske få, og for mange af deltagerne var det at gennemføre de 21.1 km en kæmpe personlig sejr, om så det primært foregik i gang. – Måske kunne vi lære lidt af det i DK? – At løbene kun er en konkurrence med sig selv, da vi har forskelligt udgangspunkt for at deltage…
I mål i højt humør
Efter løbet var der medaljeregn…
Medaljen for halvmarathon var helt unik og kunne spinne to veje :-), og fordi vi havde løbet 2 dage i træk, fik vi også den fineste remix medalje.
De fineste medaljer
Egentlig skulle vi efter løbet have været til VIP fest, men vi havnede på en restaurant, hvor vi havde den skønneste aften med resten af holdet og fik givet gode farvel og på gensyn krammere 🙂
Mandag var hjemrejsedag, men da vi først skulle flyve kl 17, blev der tid til lidt mere shopping 🙂
Turen hjem gik helt smertefrit, og vi fik en god og tiltrængt søvn, mens vores ben nød godt af de recoverytights, som CEP havde givet os sammen med alt det andet lækre løbetøj.
Tak til CEP for at gøre vores deltagelse mulig, for alle de fantastiske oplevelser rejsen har bragt og nye dejlige løbevenner i USA, Tyskland og Storbritannien. – Vi har haft en fest, og jeg glæder mig til at se de dejlige mennesker igen til løb rundtomkring.
Også en stor tak til familie, venner og løbevenner i DK, som har bakket op om vores rejse i en helt ubeskrivelig grad. Vi er dybt taknemmelige og rørt over jeres deltagelse ❤️

Fra Coast2Coast til Las Vegas t/r – Snart på vej….

 

  I mål på Palmestranden efter Coast2Coat 2017

At Coast2Coast skulle føre til Las Vegas kunne jeg ikke i min vildeste fantasi forestille mig, da jeg søvndrukken, med morgenhår og nattøj sad klar ved tasterne for at sikre en billet til årets Coast2Coast til mig og min wing.

Finishertrøjen fra Coast2Coast og matchende CEP strømper skal luftes i Vegas

2017 har budt på mange totalt fede løbeoplevelser, men turen tværs over landet gennem en regnfuld sommernat for at ramme den skønneste solopgang på Palmestranden står som en af de helt særlige løbeoplevelser for mig. – Derfor faldt det også helt naturligt at vælge det billede, da CEP udlovede en rejse til Las Vegas marathon

At vi vandt den konkurrence er nok stadig ikke gået helt op for mig, men lige om lidt (Læs 8 dage) går turen mod den vildeste løbefest i Las Vegas. – Vi lover ingen hurtige tider, for vi kunne nemt fortabe os i alt det, der sker på ruten. – En ting er ihvertfald sikkert, og det er, at vi vil suge det hele til os 🙂

I dag er tøjet fra CEP så kommet. – Som løber kommer man jo næsten i ekstase :-), og vi glæder os vildt til at afprøve tøjet i Las Vegas.

Jeg måtte dog lige teste reflekserne på de totalt fede nighttech compression socks

Totalt fede reflekser på nighttech compression socks

Vi prøver at holde jer opdateret løbende.

 

 

We all run for a reason….

Kært barn har mange navne, og vi er da også blevet kaldt mange søde og mindre søde navne som fx: Blomsterpigerne, Blomsterbørns børn og Powerpuff pigerne, når vi med blomster i håret har løbet afsted til et af de mange løb i det danske land. – Måske har du set os og undret dig over, hvorfor vi løber rundt med det pynt i håret. – Og selvom mange småpiger dåner af misundelse og råber meget flatterende kommentarer efter os, så er det altså ikke fordi vi synes, at vi skal være særligt pyntede til løb, men mere for at minde os selv om, HVORFOR vi løber!

Egentlig er blomsterne en adventsgave fra mig til 3 af mine bedste løbevenner. Kvinder, som jeg har dyb respekt for og hvis venskab jeg sætter stor pris på. Vi løber sammen og tager på tur med tourbussen til mange spændende løb rundt omkring, men derudover kommer vi også til at dele glæder og sorger med hinanden. Noget kan bare nemmere siges, mens man løber side by side 🙂  – Og har man set hinandens reaktioner, når man har været presset ud over kanten til et løb. Ja, så kan man også åbne for resten af posen.

Men tilbage til blomsterne….

Blomsterne er lavet af og købt hos www.fellowflowers.com og hver farve har sin helt egen betydning. Ideen opstod, da en gruppe kvinder trænede op til deres 1. halvmarathon sammen og i løbet af de måneder de trænede op til løbet delte stort og småt i en mailhistorik. – Heraf fremgik det tydeligt, at alle løb af hver deres grund og derfor skulle blomsterne symbolisere dette.

Det var derfor en stor researchopgave at finde de helt rigtige blomster til mine dejlige løbevenner, men tror jeg ramte meget godt 🙂

Grace
I will run through the fear to feel the joy.

Den hvide blomst står for storhed og mod. At omfavne udfordringen og glæde sig over nye begyndelser. At sætte sig selv derud også selvom man er bange. Løbe gennem angsten for at føle glæden.

Truth
Embracing who I am and what I stand for.

Den blå står for at være fuldt tilstede, afbalanceret og i fred med sig selv. At leve sin egen sandhed. En erklæring af mig selv og min sjæls frihed. Jeg accepterer det, og det er det, der betyder noget.

Freedom
Willing to fall, determined to rise.

Den grønne står for den frie ånd og rebelske sjæl, der stiller op og elsker hårdt. Er her for at gøre en forskel. Villig til at mislykkes, men fast bestemt på at rejse sig op. Søger eventyr og mening, ikke godkendelse. Hun er en vild blomst. Løb frit. Løb on the wild side.

I am Worthy (Pink)
 Hope –  Because picking up the pieces doesn’t mean I am broken (Sølv)

Den pink blomst står for skønhed, klarhed og formål. Stå fast og realiser din styrke. Ej din styrke. Du er værdig.

Den sølvfarvede står for Håb. Styrke på rejsen og at lære at hele. At finde modet til at være sårbar. Jeg kan og jeg vil gøre det og bliver bedre pga det. Jeg tager det til mig, lader det komme ind, lader det gøre ondt og slipper det. Dette er min historie, og jeg bestemmer, hvordan den slutter. For selvom jeg samlerne stumperne op, så betyder det ikke, at jeg er ødelagt.

Der er tusindvis af grunde til at løbe.

Hvad er din?

Når landsbyerne holder løbefest….

Medaljehøsten og den helt unikke distriktsmotionist.

Vi har nu løbet 8. etape af landsbyløbet. Et etapeløb arrangeret af landsbyerne og distriktsudvalget Frederikshavn kommune & NordEvent/Coast2Coast.

Landsbyløbet har strukket sig over 8 etaper fra Hulsig i nord til Voerså i syd henover sommeren, og det har været muligt at løbe (1/2 marathon, 9-12 km og børneløb), hyggecykle eller køre mountainbike.

Hver eneste af de 8 tirsdag aftener er ca 300 forventningsfulde motionister mødt op for at nyde den fantastiske natur i Frederikshavn kommune. Og sikke en fest vi har haft….

Egentlig startede det her løb et helt andet sted for mig og min trofaste løbemakker. Vi havde læst noget på fjæsen om et landsbyløb og en særlig medalje, hvis vi gennemførte alle 8 halvmarathon. Da vi ELSKER bling, var vi nødt til at vide noget mere om det projekt, så afsted det gik mod Dybvad en mørk morgen i februar, hvor tourbussen kørte afsted for at søge information om det Landsbyløb.

Tourbussen på vej
Tidlig søndag i Dybvad

 

Hvad Landsbyløbet handlede om fandt vi aldrig ud af på den tur, men vi fik løbet den smukkeste halvmarathon omkring søen i Dybvad.
Vel hjemme igen, blev vi enige om, at vi hellere måtte prøve en etape, og finde ud af, hvad det nu var for noget.

Så blomsterpigerne satte blomsterne i håret ( og tro mig. Vi har fået mange skønne kommentarer fra skolepigerne for de blomster), spændte de sure løbefutter på og afsted det gik.
Over 170 km rundt i Frederikshavn kommune er det blevet til sammen med alle de andre løbetosser. – og heldigvis var de to andre blomsterpiger med på nogle etaper!

Blomst i håret og afsted
Blomsterpigerne på tur

Vi har løbet op og ned ad bakker, på knoklede og mudrede skovstier, med smuk havudsigt og rundet et hav af gårdspladser, hvor der på en af dem endda klingede skøn guitarmusik. – Og vi har set steder af Frederikshavn kommune, som vi ikke anede eksisterede. – Særlig magisk var turen i Skagsted skov, som var helt eventyragtig.

Undervejs har lokale ildsjæle sørget for god forplejning i depoterne, og vi er blevet modtaget med varme, flag og klap. – Tak for jeres engagement. – Vi er blevet så godt modtaget!

Hver af de 8 tirsdage mødte vi ind i målbyen for så at blive kørt i bus fra mål til start med billetter i bedste børnefødselsdagsstil 🙂

Busbilletten

Målbyerne har holdt de skønneste fester for os, i Jerup stod spejderne klar med kaffe og kage, mens Kvissel leverede aftensmad fra Hansens pølsevogn, Gærum gav den gas med open by night, Karup grillede pølser til den store guldmedalje og i Østervrå fik vi udover grillede pølser også lækker kagemand ifm Jørgens nr 100. I Hørby blev vi modtaget med flag og klapsalver, bageren leverede brunsviger og efterskolen bød på lækker aftensmad. I Præstbro havde de udover de efterhånden obligatoriske pølser sat et hornorkester til at trutte os flot i mål, og i Voerså blev der holdt den skønneste afslutningsfest med alt, hvad dertil hører. – Tror aldrig grillpølser har smagt så godt som denne sommer, når man kommer i mål efter det skønneste naturløb.

De obligatoriske grillpølser

Over 70 deltagere var med på samtlige 8 etaper og modtog den fine fine pokal “distriktsmotionisten”. – Af dem var to særligt seje, da både Jørgen Lykke Aagreen og Britta Andersen valgte at lade Landsbyløbet danne ramme for deres nr 100 halvmarathon. Kæmpe respekt til de to!

Hvad har så det bedste været?
Absolut mødet med alle de andre løbetosser. Nogle havde vi mødt før, andre blev nye bekendtskaber, men det fællesskab gør én glad i låget! – Og jeg glæder mig allerede til Landsbyløbet 2018!
Men hvad skal vi dog bruge tirsdag aftner til her i den mørke tid?

Hjem til Aarhus….

I weekenden var jeg på tur med de skønne Powerpuff kvinder <3 – Dem får I mere at høre om i et senere indlæg.

Vi skulle løbe Aarhus Half igår, og selvom jeg havde glædet mig i vildskab til at komme på tur med de skønne kvinder og møde andre løbevenner, så var min krop forud på vildt overarbejde pga. nervøsitet for det løb! – Ikke fordi jeg havde planer om at præstere over evne, men fordi løb i Aarhus efterhånden er blevet til noget uoverskueligt i mit lille hovede 🙂

Selvom jeg har boet i Vendsyssel de sidste 22 år, så er Aarhus området min hjemegn, og til løb her kommer min dejlige familie og hepper.

Mit 1. halvmarathon blev løbet i Aarhus, og jeg har siden løbet 3 halvmarathon mere dernede. Men…. HVER gang går det galt! Jeg har haft planer og mål for løbet, men hver gang er det gået helt anderledes, og jeg er gået derfra med en rigtig dårlig oplevelse.

Efterhånden er det blevet en joke, at jeg ikke kan løbe i den by :-), og jeg har brudt mit hoved med analyser af, hvad pokker der sker?

Igår var derfor sidste chance for mig og Aarhus! – Gik det ikke, så var det slut med at løbe i den midtjyske hovedstad!

I håb om at hjælpe os lidt på vej, havde jeg på forhånd lagt en plan for løbet. – Det skulle løbes som et intervalpas, hvor jeg efter hver 4.5 km skulle ned og jogge 500 m. – Der var ikke lagt op til PR, men en hæderlig tid for min nuværende form.

Sommerfuglene boblede i maven i startfeltet, men startskuddet lød og afsted det gik. Jeg kom til at ligge i et godt felt til start, og “glemte” derfor lykkeligt mine planer de første 8 km. Herefter begyndte tankerne at drille mig “Husk nu, at det er her, du plejer at gå kold i Aarhus” sagde min drilske hjerne bla. til mig, og den blev ved med at hviske demotiverende kommentarer til mig 🙂

Derfor fik jeg stoppet op! Tog min joggepause og fulgte herefter rimelig striks min oprindelige plan alt imens jeg bad min hjerne om at holde mund og lade mig løbe det her løb!

Og det lykkedes….

Jeg fik en rigtig dejlig tur i Aarhus og nød i den grad et godt arrangeret løb og samværet med alle de dejlige løbevenner. – Og Aarhus og jeg blev venner igen 🙂

Mon andre kender det, at tankerne ødelægger løb, og hvad gør I for at få magten?

Ud af komfortzonen og på tur med min wing.

Jeg har en løbemakker! – En helt særlig en af slagsen, som udover at være en af mine allerbedste venner også altid er med på mine crazy ideer om nye udfordringer indenfor vores altoverskyggende fælles interesse løb – og herunder primært langdistance løb. Derudover er hun også pokkers god til at komme på nye fede ideer til løb, og vi har efterhånden gennemført en ret pæn mængde halvmarathon og nogle Marathon sammen samt en enorm mængde træningskilometre.
Som novicer på Marathondistancen (med henholdsvis 3 og 4 i bagagen), har vi længe snakket om, hvornår vi mon kom dertil, hvor vi “bare” kunne løbe et Marathon på den daglige træning, når vi lige fik lyst, ligesom vi gør med halvmarathons. – og vi har misundeligt skævet til de seje mænd og kvinder fra klub 100, som bare nedlægger den ene Marathon efter den anden uden at skulle træne specifikt mod det i 16 uger.
Uh! Mon det kunne blive os?
De seje fra klub 100 har gang på gang sagt, at med vores ugentlige træningsmængde, var det bare at komme ud af komfortzonen og komme afsted!
Men men men…. Turde vi det? – Ihvertfald skulle vi øve i smug, så vi ikke blev til grin, når vi sprang ud!

I torsdags klikkede der så en SMS ind fra min løbemakker: “Langtur i weekenden? – og hvis, kan jeg så joine?” – Kækt svarede jeg tilbage, at jeg havde planer om 29 km, og at hun var hjerteligt velkommen :-)”. Tilbage kom dog en endnu kækkere SMS med ordlyden: “ Fedt – Jeg er med, men skal vi ikke udvide og få testet den marathonform med en tur til Råbjerg mile?”.
Nu lader jeg jo aldrig en udfordring/oplevelse ift. Løb gå min næse forbi, så selvom det lige gibbede lidt i maven, så svarede jeg kækt tilbage, at det var da lige det vi skulle, og så gik planlægningen af vores tur ellers igang….
Vi skulle jo selv have depot og andre fornødenheder med os på ryggen, så fredag blev brugt på overvejelser i den retning og pakning af rygsæk.

Så med godt 2 kg på ryggen i form af mad, vingummi, skiftetøj og vand gik starten for et par forventningsfulde kvinder lørdag formiddag.
Vi startede kækt ud og løb op og ned ad bakke fra Bjergby til Bindslev alt imens vi ordnede verdenssituationen og sammen glædedes over, at vi endnu engang skulle på eventyr i løbesko.
Kortet var studeret godt hjemmefra, men vi blev enige om, at vi nok skulle have pause i Tversted og have lidt hjælp fra GPS, så vi kom på rette vej. – Vi mente ikke lige at have kræfter til eventuelle ekstra km, hvis vi nu løb forkert.
Og da jeg stolt havde proklameret på Facebook inden afgang, at vi var på vej til Råbjerg mile. – Ja, så skulle milen jo nåes. Koste hvad det ville 🙂

Fra Bindslev til Tversted måtte vi løbe langs hovedvejen, men nåede i god stil frem til Tversted, fik fyldt lidt sukker på depoterne, tisset af og kigget kort igen, og sågik det ellers af sti afsted mod Skiveren. Vi måtte lige kæmpe os forbi trafikken ved Tversted marked og med duften af candyfloss i næsen kom vi frem til Tverstedsøerne. – Her opstod lidt tvivl om ruten, og da der intet GPS signal kunne fanges, måtte vi sætte vores lid til vores gamle spejderstedsans og håbe vi løb rigtigt. – Det lykkedes! Vi fandt vestkystruten og kom på den mest naturskønne sti, hvor vi kunne løbe helt uforstyrret langs vandet.

Her mødte vi så en rigtig rar løber, som godtnok mente, at det var et vildt projekt vi havde kastet os ud i, men som bekræftede os i, at vi var på rette vej. – og snart nåede vi da også Skiveren, hvor vi igen tankede op inden vi fortsatte vores færd.
Vi blev dog noget lokkede af de store lækre is, der blev solgt på Skiveren camping, men blev enige om, at vores maver nok ville takke os for at vente med det orgie til vi var i mål ved milen.
Videre det gik med fuldt overskud og en følelse af, at vi kunne løbe forever.
Næste stop blev Råbjerg kirke, da kirker altid er gode for opfyldning af vand og gode toiletforhold.
Vi havde nu rundet de 31 km og var lidt usikre på, om vi havde 8 eller 11 km tilbage til målet. Noget ingen løber bryder sig om, da det er rart at vide, hvormange km de kære ben skal arbejde endnu, og isen lokkede jo stadig 🙂
Kort efter Råbjerg kirke blev vi ledt ind i plantagen. Et ret varmt sted at løbe i sommervejr, men ufatteligt smukt, og snart kunne vi jo også skimte målet ude i horisonten.
Det var det smukkeste syn at komme til milen den vej, og vi følte os fuld af overskud, uovervindelige og bildte os selv ind, at vi kunne have løbet i timevis endnu.

At nå målet var en af vores største løbssejre til dato. Vi følte os totalt høje og havde lyst til at råbe ud til hele verden, at vi var totalt seje!
Heldigvis for de mange turister gjorde vi det ikke! – Men måske de har undret sig over vores store fra øre til øre smil…..
Istedet tog vi løbeskoene af og vandrede i det skønneste sisand op og ned ad bakke henover milen til P-pladsen, hvor vi var lovet afhentning.
Den følelse af bare tæer i det lune sand efter 37 km løb kan ikke beskrives. – Det var fantastisk!
Eneste minus var, at vi skuffede måtte erkende, at der ikke sælges is ved Råbjerg mile!
Armene er her to dage efter ikke kommet helt ned endnu. Vi havde en fantastisk dag og brød nogle grænser, som giver os mod på mere.
Så hvem ved, om vi ikke snart stiller op til et Marathon – bare for sjov!