Going offroad og få mudrede sko.

STI 100 trail i Blokhus

Jeg har altid nægtet at løbe løb, som ikke foregik på asfalt eller meget jævne stier, da jeg hver gang jeg prøvede andet endte med skader!

En af mine gode løbevenner havde dog sagt til mig, at trail ville gøre mig stærkere mod skader, så han syntes, at jeg skulle lege lidt med det. – Stædige mig hørte, hvad han sagde, men mente, at det vidste jeg nok bedst 🙂 – og så fortsatte jeg med min elskede og velkendte asfalt 🙂

Til landsbyløbene i 2017 tog ruterne os dog med en hel del i skoven, og jeg fandt ud af, at det kunne jeg sagtens, hvis jeg bare tilpassede tempo til ruten. – Men der var stadig langt til et startnummer til trailløb….

Men… Hvad gør en sulten løber, når hun ikke kan finde andet end trailløb den 23.12, hvor hun absolut skal løbe et halvmarathon? – Ja, hun springer selvfølgelig ud i det og prøver kræfter med juletrail i Blokhus.

Det var den smukkeste tur i MTB sporet i Gateway Blokhus, men hold da op jeg var kommet på arbejde 🙂 – Aldrig har jeg løbet så langsomt med så høj puls  og brugt så mange kræfter på at navigere på en rute. Men igennem kom jeg (with a little help from my friends 🙂 ) og jeg var trods ømme muskler HOOKED. – Det her ville jeg lære!

STI 100 trail
Foto: Hanne Hyldgaard Nielsen

Min wing kunne desværre ikke komme med 23.12, og da hun altid har elsket at løbe i skoven, måtte vi jo afsted hurtigst muligt. – Derfor meldte vi os til STI 100 i Blokhus, som løb af stablen igår 20.1.2018.

Et af de dejlige nedløb til STI 100.
Foto: Hanne Hyldgaard Nielsen.

Og sikke en løbefest! – 250 glade løbere var mødt op til et perfekt arrangeret løb i skoven, hvor vi fik nogle gode bakker i benene.

Løbet var ikke nær så hårdt som min debut den 23.12.17, men det var sjovt!, og vi fik nydt den skønne natur.

STI 100 trail
Foto: Hanne Hyldgaard Nielsen

Jeg har stadig meget at lære teknisk ift trail, og jeg kigger fuld af beundring efter de seje, der mestrer teknikken fuldt ud og stormer gennem skoven, mens jeg lunter afsted i et meget langsomt tempo og øver mig i teknikken. – Men jeg skal nok få det lært!

Efter løbet fik vi pølsesæsonen skudt igang og er nu helt klar til landsbyløbene 🙂