Når psyken går i benene

Nu er jeg jo bare en helt almindelig middelmådig motionsløber på +45, som først oplevede glæden ved løb meget tæt på de 40 ?, men som på trods af visse evidensbaserede studier, der fastslår at det ikke er muligt, stadig naivt tror på, at man også på den “forkerte” side af de 45 år kan forbedre sit løb ? – Men først og fremmest er jeg en glad løbetosse, som ELSKER at løbe halvmarathon og Marathon!

Den sidste uges tid er jeg blevet spurgt til råds af flere af mine løbevenner, som har planer om at forbedre deres halvmarathontid i den kommende sæson (og jeg ved I kan ??‍♀️). De ville gerne have råd omkring racestrategi mhp et specifikt mål, og det kan jeg sagtens give dem, for jeg har læst al teorien om den slags ?.

Men… Jeg måtte så også fortælle dem, at det aldrig er lykkes for mig på den måde!

Jeg har stået topmotiveret på startstregen gang på gang efter at have trænet helt specifikt mod et bestemt mål og HVER EVIG ENESTE GANG røg jeg på røven under løbet og missede min ønskede PR og måtte gå hjem med skuffelsen siddende i maven, for jeg vidste jo fra min træning, at jeg kunne….

Det blev jeg så lidt træt af på sigt og tog en lang periode, hvor jeg bare løb halvmarathon i mit komforttempo og nød turen og samværet med de andre ❤️

Men…så fandt jeg alligevel løsningen til at snyde min lumske hjerne ? Jeg besluttede mig for aldrig at sætte bestemte mål om tid for mine halvmarathon men istedet mærke, hvad benene ville på dagen. Nu er min hjerne så lidt dominerende, så den er ikke sådan at manipulere med ?. Derfor har jeg fundet en taktik på de dage, hvor benene siger ok til at give lidt gas! – Jeg laver simpelthen en aftale med min hjerne om, at det her kun behøver at vare i 10 km. Derefter kan vi sænke farten og ved hurtig hovedregning nå i mål på en hæderlig tid på tt:mm:ss, og det accepterer min hjerne ?? Den ved nemlig ikke, at vi efter de 10 indgår nye aftaler om 5 km + 5 km +1 km mere i samme tempo og når i mål på en tid vi er tilfredse med ?

Indrømmet, så lyder det helt Gak Gak, men det virker for mig.

Er der andre, som bruger skøre strategier til at snyde sig selv?