Godt nytår

5 af årets største personlige sejre

Så ramte vi årets sidste dag og siger pænt farvel til 2018 og goddag til 2019. – Et nyt år venter med masser af spændende oplevelser og nye udfordringer!

2018 har været et godt løbeår for mig. Det har som tidligere år budt på mange dejlige ture med blomsterpigerne og alle de andre dejlige løbetosser i et fællesskab, som jeg sætter meget stor pris på.

40 halvmarathon, 4 marathon og et uofficielt 50 km løb samt en ret pæn mængde træningskilometer er tilbagelagt, og jeg har deltaget i et par challenges, som har givet pænt mange kilometer i benene.

Året startede med en noget ambitiøs challenge sammen med nogle af de hårde nysere af løbetosserne. Challengen gik ud på at tilbagelægge 2018 miles = 3248 km i gang og løb inden 31.12.18. Med to gange hård influenza i februar og november, var jeg lidt usikker på, om det mon lykkedes. – But I did it! – Knap 2800 km løb og resten i gang, og året slutter med 2129 miles! – Om jeg deltager mod de 2019 miles i året, der kommer er endnu lidt usikkert :-), men sjovt har det været, og det har, som jeg tidligere har skrevet om, også medført, at jeg nu to gange, i juli og december, har prøvet at løbe hver dag i en måned. – Noget, der bestemt kan anbefales, når formen trænger til et boost.

De mange løb har hver og en givet gode oplevelser og minder med sig, som jeg tænker på, hver gang jeg ser på medaljetavlen, som forøvrigt snart må udvides :-), men to af løbene var en særlig personlig sejr for mig, idet jeg til Berlin marathon og Salling halvmarathon fik lavet de ønskede PR på henholdsvis marathon og halvmarathon.

En sidste personlig sejr nåede jeg sammen med min wing den 15.12.18, hvor vi løb vores første 50 km tur. – Havde man sagt til mig for 7 år siden, da jeg levede af Cola og var en ret stor sponsor for House of prince, så havde jeg nok skreget af grin. – Men folk ændrer sig, og jeg har vist noget mere glæde ved at løbe end at ryge…..

50 km løb med min wing

Nu venter 2019 med nye oplevelser og nye mål.

Et pænt antal halvmarathon, 3 marathon og et 50 km løb er allerede sat i kalenderen, og mon ikke der kommer flere til 🙂 – Med lidt god vilje skulle jeg gerne kunne løbe mig ind i Klub 100 halvmarathon og få den eftertragtede stjerne på løbetøjet inden efteråret 2019 er omme.

Et rigtig godt nytår til alle!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *