Ud af komfortzonen og på tur med min wing.

Jeg har en løbemakker! – En helt særlig en af slagsen, som udover at være en af mine allerbedste venner også altid er med på mine crazy ideer om nye udfordringer indenfor vores altoverskyggende fælles interesse løb – og herunder primært langdistance løb. Derudover er hun også pokkers god til at komme på nye fede ideer til løb, og vi har efterhånden gennemført en ret pæn mængde halvmarathon og nogle Marathon sammen samt en enorm mængde træningskilometre.
Som novicer på Marathondistancen (med henholdsvis 3 og 4 i bagagen), har vi længe snakket om, hvornår vi mon kom dertil, hvor vi “bare” kunne løbe et Marathon på den daglige træning, når vi lige fik lyst, ligesom vi gør med halvmarathons. – og vi har misundeligt skævet til de seje mænd og kvinder fra klub 100, som bare nedlægger den ene Marathon efter den anden uden at skulle træne specifikt mod det i 16 uger.
Uh! Mon det kunne blive os?
De seje fra klub 100 har gang på gang sagt, at med vores ugentlige træningsmængde, var det bare at komme ud af komfortzonen og komme afsted!
Men men men…. Turde vi det? – Ihvertfald skulle vi øve i smug, så vi ikke blev til grin, når vi sprang ud!

I torsdags klikkede der så en SMS ind fra min løbemakker: “Langtur i weekenden? – og hvis, kan jeg så joine?” – Kækt svarede jeg tilbage, at jeg havde planer om 29 km, og at hun var hjerteligt velkommen :-)”. Tilbage kom dog en endnu kækkere SMS med ordlyden: “ Fedt – Jeg er med, men skal vi ikke udvide og få testet den marathonform med en tur til Råbjerg mile?”.
Nu lader jeg jo aldrig en udfordring/oplevelse ift. Løb gå min næse forbi, så selvom det lige gibbede lidt i maven, så svarede jeg kækt tilbage, at det var da lige det vi skulle, og så gik planlægningen af vores tur ellers igang….
Vi skulle jo selv have depot og andre fornødenheder med os på ryggen, så fredag blev brugt på overvejelser i den retning og pakning af rygsæk.

Så med godt 2 kg på ryggen i form af mad, vingummi, skiftetøj og vand gik starten for et par forventningsfulde kvinder lørdag formiddag.
Vi startede kækt ud og løb op og ned ad bakke fra Bjergby til Bindslev alt imens vi ordnede verdenssituationen og sammen glædedes over, at vi endnu engang skulle på eventyr i løbesko.
Kortet var studeret godt hjemmefra, men vi blev enige om, at vi nok skulle have pause i Tversted og have lidt hjælp fra GPS, så vi kom på rette vej. – Vi mente ikke lige at have kræfter til eventuelle ekstra km, hvis vi nu løb forkert.
Og da jeg stolt havde proklameret på Facebook inden afgang, at vi var på vej til Råbjerg mile. – Ja, så skulle milen jo nåes. Koste hvad det ville 🙂

Fra Bindslev til Tversted måtte vi løbe langs hovedvejen, men nåede i god stil frem til Tversted, fik fyldt lidt sukker på depoterne, tisset af og kigget kort igen, og sågik det ellers af sti afsted mod Skiveren. Vi måtte lige kæmpe os forbi trafikken ved Tversted marked og med duften af candyfloss i næsen kom vi frem til Tverstedsøerne. – Her opstod lidt tvivl om ruten, og da der intet GPS signal kunne fanges, måtte vi sætte vores lid til vores gamle spejderstedsans og håbe vi løb rigtigt. – Det lykkedes! Vi fandt vestkystruten og kom på den mest naturskønne sti, hvor vi kunne løbe helt uforstyrret langs vandet.

Her mødte vi så en rigtig rar løber, som godtnok mente, at det var et vildt projekt vi havde kastet os ud i, men som bekræftede os i, at vi var på rette vej. – og snart nåede vi da også Skiveren, hvor vi igen tankede op inden vi fortsatte vores færd.
Vi blev dog noget lokkede af de store lækre is, der blev solgt på Skiveren camping, men blev enige om, at vores maver nok ville takke os for at vente med det orgie til vi var i mål ved milen.
Videre det gik med fuldt overskud og en følelse af, at vi kunne løbe forever.
Næste stop blev Råbjerg kirke, da kirker altid er gode for opfyldning af vand og gode toiletforhold.
Vi havde nu rundet de 31 km og var lidt usikre på, om vi havde 8 eller 11 km tilbage til målet. Noget ingen løber bryder sig om, da det er rart at vide, hvormange km de kære ben skal arbejde endnu, og isen lokkede jo stadig 🙂
Kort efter Råbjerg kirke blev vi ledt ind i plantagen. Et ret varmt sted at løbe i sommervejr, men ufatteligt smukt, og snart kunne vi jo også skimte målet ude i horisonten.
Det var det smukkeste syn at komme til milen den vej, og vi følte os fuld af overskud, uovervindelige og bildte os selv ind, at vi kunne have løbet i timevis endnu.

At nå målet var en af vores største løbssejre til dato. Vi følte os totalt høje og havde lyst til at råbe ud til hele verden, at vi var totalt seje!
Heldigvis for de mange turister gjorde vi det ikke! – Men måske de har undret sig over vores store fra øre til øre smil…..
Istedet tog vi løbeskoene af og vandrede i det skønneste sisand op og ned ad bakke henover milen til P-pladsen, hvor vi var lovet afhentning.
Den følelse af bare tæer i det lune sand efter 37 km løb kan ikke beskrives. – Det var fantastisk!
Eneste minus var, at vi skuffede måtte erkende, at der ikke sælges is ved Råbjerg mile!
Armene er her to dage efter ikke kommet helt ned endnu. Vi havde en fantastisk dag og brød nogle grænser, som giver os mod på mere.
Så hvem ved, om vi ikke snart stiller op til et Marathon – bare for sjov!