Hjem til Aarhus….

I weekenden var jeg på tur med de skønne Powerpuff kvinder <3 – Dem får I mere at høre om i et senere indlæg.

Vi skulle løbe Aarhus Half igår, og selvom jeg havde glædet mig i vildskab til at komme på tur med de skønne kvinder og møde andre løbevenner, så var min krop forud på vildt overarbejde pga. nervøsitet for det løb! – Ikke fordi jeg havde planer om at præstere over evne, men fordi løb i Aarhus efterhånden er blevet til noget uoverskueligt i mit lille hovede 🙂

Selvom jeg har boet i Vendsyssel de sidste 22 år, så er Aarhus området min hjemegn, og til løb her kommer min dejlige familie og hepper.

Mit 1. halvmarathon blev løbet i Aarhus, og jeg har siden løbet 3 halvmarathon mere dernede. Men…. HVER gang går det galt! Jeg har haft planer og mål for løbet, men hver gang er det gået helt anderledes, og jeg er gået derfra med en rigtig dårlig oplevelse.

Efterhånden er det blevet en joke, at jeg ikke kan løbe i den by :-), og jeg har brudt mit hoved med analyser af, hvad pokker der sker?

Igår var derfor sidste chance for mig og Aarhus! – Gik det ikke, så var det slut med at løbe i den midtjyske hovedstad!

I håb om at hjælpe os lidt på vej, havde jeg på forhånd lagt en plan for løbet. – Det skulle løbes som et intervalpas, hvor jeg efter hver 4.5 km skulle ned og jogge 500 m. – Der var ikke lagt op til PR, men en hæderlig tid for min nuværende form.

Sommerfuglene boblede i maven i startfeltet, men startskuddet lød og afsted det gik. Jeg kom til at ligge i et godt felt til start, og “glemte” derfor lykkeligt mine planer de første 8 km. Herefter begyndte tankerne at drille mig “Husk nu, at det er her, du plejer at gå kold i Aarhus” sagde min drilske hjerne bla. til mig, og den blev ved med at hviske demotiverende kommentarer til mig 🙂

Derfor fik jeg stoppet op! Tog min joggepause og fulgte herefter rimelig striks min oprindelige plan alt imens jeg bad min hjerne om at holde mund og lade mig løbe det her løb!

Og det lykkedes….

Jeg fik en rigtig dejlig tur i Aarhus og nød i den grad et godt arrangeret løb og samværet med alle de dejlige løbevenner. – Og Aarhus og jeg blev venner igen 🙂

Mon andre kender det, at tankerne ødelægger løb, og hvad gør I for at få magten?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *