Nordjyderne kan noget med løb…

 

GrimmE ulv (medaljen fra 2016) jagter Road Runner (medaljen fra 2017)

På mine mange ture rundt omkring i landet til løb, har jeg fået mange nye løbevenner. Det er en af de virkelig gode sidegevinster ved at deltage i løb, at man møder så mange dejlige mennesker. – Nogen hilser man bare på og udveksler korte updates med, og andre bliver til “rigtige” venner, som udvikler sig over tid.

Fælles for mine ikke nordjyske løbevenner er dog, at de alle misunder det fantastiske udbud af specielle løb, som vi har i Nordjylland. Løb, hvor det ikke nødvendigvis er en ny PR, der er højeste prioritet, men løb, hvor det sociale, naturen og den fælles glæde ved at løbe er i højsædet.

Da jeg igår endnu engang hørte fra en ikke nordjyde, at han syntes de nordjyske løb lød gode, og mødte en sød kvinde på turen, som var taget helt fra Odder for at deltage i et løb med kun 50 deltagere kom jeg til at tænke over, hvorfor vi er så heldige i Nordjylland? – Og jeg er kommet frem til den konklusion, at det skyldes nogle nordjyske ildsjæle, som gider at bruge deres fritid på at arrangere nogle fantastiske løbeoplevelser for os, der bare gerne vil løbe og samtidig møde nye dejlige bekendtskaber.

Jeg ved, at der er mange flere end dem jeg nævner her, men jeres løb har jeg tilgode… Indtil videre har jeg nydt godt af, at Rico fra Coast2Coast,Charlotte og Finn fra FCløb, Jesper Egholm fra Hjallerup og Jesper Berthelsen fra Gudumholm byder op til løb.

Sidste weekend var jeg til et af disse skønne løb. Charlotte holdt tøseløb, og knap 80 kvinder var derfor samlet til fest i Nørresundby, hvor vi, udover en halvmarathon med godt med højdemeter og 488 trappetrin, blev forkælet med tøsede medaljer, lodtrækningspræmier og lækker frokost med masser af hygge.

Den skønneste udsigt til Charlottes tøseløb

Denne weekend stod den så på Ricos jagtstart…

Et helt specielt løb, hvor man på forhånd estimerer sin sluttid. De langsomste bliver så sendt afsted først og uret begynder at tælle ned. Ideen er så, at de hurtige denne dag jagter de langsommere og alle kommer i mål næsten samtidig, hvorefter Ricos søde forældre forkæler os allesammen med Gløgg og æbleskiver.

Pikkerbakken overvundet og klar til hygge.

Jeg kendte godt ruten fra sidste år, og vidste derfor, at man skulle 2 gange op ad Pikkerbakken og dermed ialt løbe ca 10-11 km up hill… Da jeg har været halvsyg siden hjemkomst fra Las Vegas, var jeg godt klar over, at det på flere måder ville blive op ad bakke :-), men da GrimmE ulv ikke kunne stå alene måtte jeg jo afsted :-). Heldigvis fandt jeg en god strategi, nåede i mål inden uret gik i nul, og havde en dejlig dag blandt skønne løbetosser.

I uge 49 venter så hele 3 af disse skønne nordjyske løb, når Rico byder op til juleløb i både Frederikshavn og Hjørring, og Jesper Berthelsen afholder sit årlige julemarathon i Gudumholm. – Det bliver en hård uge, men jeg GLÆDER mig!

Tak til I skønne mennesker, som gider at arrangere de her helt fantastiske løb for os andre. – I er guld værd, og det er fedt, at Nordjylland kan noget helt særligt på dette område.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *