Når landsbyerne holder løbefest….

Medaljehøsten og den helt unikke distriktsmotionist.

Vi har nu løbet 8. etape af landsbyløbet. Et etapeløb arrangeret af landsbyerne og distriktsudvalget Frederikshavn kommune & NordEvent/Coast2Coast.

Landsbyløbet har strukket sig over 8 etaper fra Hulsig i nord til Voerså i syd henover sommeren, og det har været muligt at løbe (1/2 marathon, 9-12 km og børneløb), hyggecykle eller køre mountainbike.

Hver eneste af de 8 tirsdag aftener er ca 300 forventningsfulde motionister mødt op for at nyde den fantastiske natur i Frederikshavn kommune. Og sikke en fest vi har haft….

Egentlig startede det her løb et helt andet sted for mig og min trofaste løbemakker. Vi havde læst noget på fjæsen om et landsbyløb og en særlig medalje, hvis vi gennemførte alle 8 halvmarathon. Da vi ELSKER bling, var vi nødt til at vide noget mere om det projekt, så afsted det gik mod Dybvad en mørk morgen i februar, hvor tourbussen kørte afsted for at søge information om det Landsbyløb.

Tourbussen på vej
Tidlig søndag i Dybvad

 

Hvad Landsbyløbet handlede om fandt vi aldrig ud af på den tur, men vi fik løbet den smukkeste halvmarathon omkring søen i Dybvad.
Vel hjemme igen, blev vi enige om, at vi hellere måtte prøve en etape, og finde ud af, hvad det nu var for noget.

Så blomsterpigerne satte blomsterne i håret ( og tro mig. Vi har fået mange skønne kommentarer fra skolepigerne for de blomster), spændte de sure løbefutter på og afsted det gik.
Over 170 km rundt i Frederikshavn kommune er det blevet til sammen med alle de andre løbetosser. – og heldigvis var de to andre blomsterpiger med på nogle etaper!

Blomst i håret og afsted
Blomsterpigerne på tur

Vi har løbet op og ned ad bakker, på knoklede og mudrede skovstier, med smuk havudsigt og rundet et hav af gårdspladser, hvor der på en af dem endda klingede skøn guitarmusik. – Og vi har set steder af Frederikshavn kommune, som vi ikke anede eksisterede. – Særlig magisk var turen i Skagsted skov, som var helt eventyragtig.

Undervejs har lokale ildsjæle sørget for god forplejning i depoterne, og vi er blevet modtaget med varme, flag og klap. – Tak for jeres engagement. – Vi er blevet så godt modtaget!

Hver af de 8 tirsdage mødte vi ind i målbyen for så at blive kørt i bus fra mål til start med billetter i bedste børnefødselsdagsstil 🙂

Busbilletten

Målbyerne har holdt de skønneste fester for os, i Jerup stod spejderne klar med kaffe og kage, mens Kvissel leverede aftensmad fra Hansens pølsevogn, Gærum gav den gas med open by night, Karup grillede pølser til den store guldmedalje og i Østervrå fik vi udover grillede pølser også lækker kagemand ifm Jørgens nr 100. I Hørby blev vi modtaget med flag og klapsalver, bageren leverede brunsviger og efterskolen bød på lækker aftensmad. I Præstbro havde de udover de efterhånden obligatoriske pølser sat et hornorkester til at trutte os flot i mål, og i Voerså blev der holdt den skønneste afslutningsfest med alt, hvad dertil hører. – Tror aldrig grillpølser har smagt så godt som denne sommer, når man kommer i mål efter det skønneste naturløb.

De obligatoriske grillpølser

Over 70 deltagere var med på samtlige 8 etaper og modtog den fine fine pokal “distriktsmotionisten”. – Af dem var to særligt seje, da både Jørgen Lykke Aagreen og Britta Andersen valgte at lade Landsbyløbet danne ramme for deres nr 100 halvmarathon. Kæmpe respekt til de to!

Hvad har så det bedste været?
Absolut mødet med alle de andre løbetosser. Nogle havde vi mødt før, andre blev nye bekendtskaber, men det fællesskab gør én glad i låget! – Og jeg glæder mig allerede til Landsbyløbet 2018!
Men hvad skal vi dog bruge tirsdag aftner til her i den mørke tid?

Hjem til Aarhus….

I weekenden var jeg på tur med de skønne Powerpuff kvinder <3 – Dem får I mere at høre om i et senere indlæg.

Vi skulle løbe Aarhus Half igår, og selvom jeg havde glædet mig i vildskab til at komme på tur med de skønne kvinder og møde andre løbevenner, så var min krop forud på vildt overarbejde pga. nervøsitet for det løb! – Ikke fordi jeg havde planer om at præstere over evne, men fordi løb i Aarhus efterhånden er blevet til noget uoverskueligt i mit lille hovede 🙂

Selvom jeg har boet i Vendsyssel de sidste 22 år, så er Aarhus området min hjemegn, og til løb her kommer min dejlige familie og hepper.

Mit 1. halvmarathon blev løbet i Aarhus, og jeg har siden løbet 3 halvmarathon mere dernede. Men…. HVER gang går det galt! Jeg har haft planer og mål for løbet, men hver gang er det gået helt anderledes, og jeg er gået derfra med en rigtig dårlig oplevelse.

Efterhånden er det blevet en joke, at jeg ikke kan løbe i den by :-), og jeg har brudt mit hoved med analyser af, hvad pokker der sker?

Igår var derfor sidste chance for mig og Aarhus! – Gik det ikke, så var det slut med at løbe i den midtjyske hovedstad!

I håb om at hjælpe os lidt på vej, havde jeg på forhånd lagt en plan for løbet. – Det skulle løbes som et intervalpas, hvor jeg efter hver 4.5 km skulle ned og jogge 500 m. – Der var ikke lagt op til PR, men en hæderlig tid for min nuværende form.

Sommerfuglene boblede i maven i startfeltet, men startskuddet lød og afsted det gik. Jeg kom til at ligge i et godt felt til start, og “glemte” derfor lykkeligt mine planer de første 8 km. Herefter begyndte tankerne at drille mig “Husk nu, at det er her, du plejer at gå kold i Aarhus” sagde min drilske hjerne bla. til mig, og den blev ved med at hviske demotiverende kommentarer til mig 🙂

Derfor fik jeg stoppet op! Tog min joggepause og fulgte herefter rimelig striks min oprindelige plan alt imens jeg bad min hjerne om at holde mund og lade mig løbe det her løb!

Og det lykkedes….

Jeg fik en rigtig dejlig tur i Aarhus og nød i den grad et godt arrangeret løb og samværet med alle de dejlige løbevenner. – Og Aarhus og jeg blev venner igen 🙂

Mon andre kender det, at tankerne ødelægger løb, og hvad gør I for at få magten?

Ud af komfortzonen og på tur med min wing.

Jeg har en løbemakker! – En helt særlig en af slagsen, som udover at være en af mine allerbedste venner også altid er med på mine crazy ideer om nye udfordringer indenfor vores altoverskyggende fælles interesse løb – og herunder primært langdistance løb. Derudover er hun også pokkers god til at komme på nye fede ideer til løb, og vi har efterhånden gennemført en ret pæn mængde halvmarathon og nogle Marathon sammen samt en enorm mængde træningskilometre.
Som novicer på Marathondistancen (med henholdsvis 3 og 4 i bagagen), har vi længe snakket om, hvornår vi mon kom dertil, hvor vi “bare” kunne løbe et Marathon på den daglige træning, når vi lige fik lyst, ligesom vi gør med halvmarathons. – og vi har misundeligt skævet til de seje mænd og kvinder fra klub 100, som bare nedlægger den ene Marathon efter den anden uden at skulle træne specifikt mod det i 16 uger.
Uh! Mon det kunne blive os?
De seje fra klub 100 har gang på gang sagt, at med vores ugentlige træningsmængde, var det bare at komme ud af komfortzonen og komme afsted!
Men men men…. Turde vi det? – Ihvertfald skulle vi øve i smug, så vi ikke blev til grin, når vi sprang ud!

I torsdags klikkede der så en SMS ind fra min løbemakker: “Langtur i weekenden? – og hvis, kan jeg så joine?” – Kækt svarede jeg tilbage, at jeg havde planer om 29 km, og at hun var hjerteligt velkommen :-)”. Tilbage kom dog en endnu kækkere SMS med ordlyden: “ Fedt – Jeg er med, men skal vi ikke udvide og få testet den marathonform med en tur til Råbjerg mile?”.
Nu lader jeg jo aldrig en udfordring/oplevelse ift. Løb gå min næse forbi, så selvom det lige gibbede lidt i maven, så svarede jeg kækt tilbage, at det var da lige det vi skulle, og så gik planlægningen af vores tur ellers igang….
Vi skulle jo selv have depot og andre fornødenheder med os på ryggen, så fredag blev brugt på overvejelser i den retning og pakning af rygsæk.

Så med godt 2 kg på ryggen i form af mad, vingummi, skiftetøj og vand gik starten for et par forventningsfulde kvinder lørdag formiddag.
Vi startede kækt ud og løb op og ned ad bakke fra Bjergby til Bindslev alt imens vi ordnede verdenssituationen og sammen glædedes over, at vi endnu engang skulle på eventyr i løbesko.
Kortet var studeret godt hjemmefra, men vi blev enige om, at vi nok skulle have pause i Tversted og have lidt hjælp fra GPS, så vi kom på rette vej. – Vi mente ikke lige at have kræfter til eventuelle ekstra km, hvis vi nu løb forkert.
Og da jeg stolt havde proklameret på Facebook inden afgang, at vi var på vej til Råbjerg mile. – Ja, så skulle milen jo nåes. Koste hvad det ville 🙂

Fra Bindslev til Tversted måtte vi løbe langs hovedvejen, men nåede i god stil frem til Tversted, fik fyldt lidt sukker på depoterne, tisset af og kigget kort igen, og sågik det ellers af sti afsted mod Skiveren. Vi måtte lige kæmpe os forbi trafikken ved Tversted marked og med duften af candyfloss i næsen kom vi frem til Tverstedsøerne. – Her opstod lidt tvivl om ruten, og da der intet GPS signal kunne fanges, måtte vi sætte vores lid til vores gamle spejderstedsans og håbe vi løb rigtigt. – Det lykkedes! Vi fandt vestkystruten og kom på den mest naturskønne sti, hvor vi kunne løbe helt uforstyrret langs vandet.

Her mødte vi så en rigtig rar løber, som godtnok mente, at det var et vildt projekt vi havde kastet os ud i, men som bekræftede os i, at vi var på rette vej. – og snart nåede vi da også Skiveren, hvor vi igen tankede op inden vi fortsatte vores færd.
Vi blev dog noget lokkede af de store lækre is, der blev solgt på Skiveren camping, men blev enige om, at vores maver nok ville takke os for at vente med det orgie til vi var i mål ved milen.
Videre det gik med fuldt overskud og en følelse af, at vi kunne løbe forever.
Næste stop blev Råbjerg kirke, da kirker altid er gode for opfyldning af vand og gode toiletforhold.
Vi havde nu rundet de 31 km og var lidt usikre på, om vi havde 8 eller 11 km tilbage til målet. Noget ingen løber bryder sig om, da det er rart at vide, hvormange km de kære ben skal arbejde endnu, og isen lokkede jo stadig 🙂
Kort efter Råbjerg kirke blev vi ledt ind i plantagen. Et ret varmt sted at løbe i sommervejr, men ufatteligt smukt, og snart kunne vi jo også skimte målet ude i horisonten.
Det var det smukkeste syn at komme til milen den vej, og vi følte os fuld af overskud, uovervindelige og bildte os selv ind, at vi kunne have løbet i timevis endnu.

At nå målet var en af vores største løbssejre til dato. Vi følte os totalt høje og havde lyst til at råbe ud til hele verden, at vi var totalt seje!
Heldigvis for de mange turister gjorde vi det ikke! – Men måske de har undret sig over vores store fra øre til øre smil…..
Istedet tog vi løbeskoene af og vandrede i det skønneste sisand op og ned ad bakke henover milen til P-pladsen, hvor vi var lovet afhentning.
Den følelse af bare tæer i det lune sand efter 37 km løb kan ikke beskrives. – Det var fantastisk!
Eneste minus var, at vi skuffede måtte erkende, at der ikke sælges is ved Råbjerg mile!
Armene er her to dage efter ikke kommet helt ned endnu. Vi havde en fantastisk dag og brød nogle grænser, som giver os mod på mere.
Så hvem ved, om vi ikke snart stiller op til et Marathon – bare for sjov!